Pop-up galleri og atelier

26. juni 2025

Et kreativt frikvarter bliver til et kunstnerisk gennembrud i Stjernegade

Efter mere end 20 år i ledende marketing- og kommunikationsroller i internationale virksomheder skruer Tinie Hauch Tarp op for farverne og skifter strategiplaner ud med pensler. I juli og august åbner hun sit eget pop-up galleri og arbejdende atelier i Stjernegade i Helsingør – og inviterer både nysgerrige forbipasserende og kunstinteresserede indenfor i sit abstrakte univers.

Tinie har i mange år dyrket maleriet ved siden af en travl erhvervskarriere, men da hun for nylig grundet omstruktureringer blev fritstillet fra sin rolle som marketingchef i en international SaaS-virksomhed, opstod muligheden for fordybelse og for alvor at give kunsten plads. Med Stjernegade som ramme tager hun nu springet og giver sit kunstneriske virke et fysisk hjem midt i byens puls.

“Det føles som det helt rigtige tidspunkt at dele min kunst med omverdenen på en mere levende og åben måde,” fortæller Tinie. “Stjernegade har både historie, karakter og liv – det er det perfekte sted at invitere folk ind i processen og samtalen omkring det abstrakte maleri.”

I galleriet vil man kunne opleve skiftende udstillinger af Tinie Hauch Tarps værker samt få et kig ind i det arbejdende atelier, hvor nye idéer tager form i realtid. Hendes billedkunst er kendetegnet ved en intuitiv og energifyldt proces, hvor lag på lag af stærke farver, kontraster og bevægelser skaber et vibrerende udtryk. Det handler om mere end æstetik – hendes værker er fysiske aftryk af en søgende og nysgerrig proces, hvor maleriet opstår i et spændingsfelt mellem kontrol og spontanitet. Resultatet er kraftfulde, sanselige kompositioner, der inviterer beskueren med ind i energien og fordybelsen.

Gennem sommeren vil galleriet danne ramme for en levende, uformel og inspirerende dialog mellem kunstner, værker og besøgende.

Verified by MonsterInsights